Aktiv livshjælp!

Aktiv livshjælp!

Som situationen er lige nu, er hverken eutanasi eller assisteret selvmord tilladt i Danmark, men der er med mellemrum røster fremme om at lovliggøre det. Debatten er blandt andet udsprunget af eksempler fra folk med uhelbredelig sygdom, der har ønsket selv at bestemme over eget liv – og død. Ofte er der tale om mennesker, der er afhængige af andre mennesker og som har smerter og andre lidelser, der er svære at leve med. De fleste af os bliver følelsesmæssigt berørte af sådanne historier, ikke mindst hvis det er os selv eller vores nære pårørende, der er ramt. Hvorfor skal en døende hund have lov at blive aflivet, når det ikke er tilladt for mennesker, er der mange der spørger.

Undersøgelser viser, at et stort flertal blandt befolkningen ønsker, at det skal være muligt at yde aktiv dødshjælp, mens de fleste politikere, sundhedspersonale og filosoffer siger nej.

Som hospice sygeplejerske går jeg heller ikke ind for aktiv dødshjælp. Jeg går ind for aktiv livshjælp, som indebærer at hjælpe mine patienter med at leve et værdigt liv til det sidste. I hospicefilosien indgår begrebet simpelthen ikke.


Hospicefilosofien går ud på: 

  • At skabe rammer, der giver de bedst mulige forudsætninger for livskvalitet og selvværd og en værdig død.
  • At yde en palliativ indsats som omsorg, pleje, smertelindring og sjælesorg for uhelbredeligt syge mennesker med en fremadskridende, dødelig sygdom, hvor kurativ behandling er opgivet.
  • At omsorg og pleje kan bidrage til at gøre menneskets sidste tid til en positiv del af livsforløbet, så den døende og dennes pårørende oplever en helhedsorienteret indsats, præget af åbenhed, betingelsesløs accept og bekræftelse af den syges værdi som menneske.
  • At yde støtte, vejledning og sjælesorg til den døendes pårørende før og efter tabet.
  • At hele indsatsen tilrettelægges under hensyntagen til individuelle behov og ønsker, idet alle opgaver løses i et tæt samarbejde med den syge og dennes pårørende.

Psykiateren Irvin Yalom sammenligner vores forhold til døden som at se på solen: Det er begrænset, hvor meget vi kan klare. Bevidstheden om at vi skal dø kan virke skræmmende og vække dødsangsten, men kan også berige vores liv. At muligheden for at leve er begrænset, kan skærpe livsintensiteten og øge vores opmærksom på værdifulde valg i livet.

Det vil jeg gerne fortælle lidt om i denne fortælling om Lars:

Lars havde været syg af kræft i flere år. Han havde været igennem diverse stråle-og kemobehandlinger, og nu ville han ikke mere. Han var tynd og afkræftet. Appetitten var lille og smerterne var store. Han oplevede livet som meningsløst, og han blev mere og mere trist, bange og ked af det for hver dag, der gik. Lars havde ingen børn, og hans kone var død for flere år siden. Venner var der kun få af – de var forsvundet én efter én. Lars havde besluttet, at han ville på Hospice – for der måtte de da kunne hjælpe ham med at dø hurtigt. Han orkede ikke længere at være så afhængig af andre – det var uværdigt.

For første gang i lang tid har jeg følt mig hørt og set. Her på Hospice har jeg fået så megen omsorg og kærlighed, at jeg har fået lyst til livet igen. Lars

Lars fik allerede første dag på Hospice fremstammet sit ønske om at få en dødbringende sprøjte, og til sin store forundring afslog eller fordømte lægen det ikke. Tværtimod så lyttede lægen til hans begrundelser og forstod tilsyneladende hans ønske, og de lavede en aftale om, at de kunne tale videre om nogle dage. Da der var gået nogle dage, kom lægen tilbage og spurgte Lars om hans tanker vedrørende ønsket om at kunne dø hurtigt. Men Lars havde ændret sin beslutning:

For første gang i lang tid har jeg følt mig hørt og set. Her på Hospice har jeg fået så megen omsorg og kærlighed, at jeg har fået lyst til livet igen. Og I har givet mig medicin, så mine smerter er væk, men jeg har fortsat ikke den store appetit. Og ja – jeg er fortsat afhængig af andre, men det gør ikke så meget, for her bliver jeg hjulpet på en værdig måde – de udviser respekt og jeg føler mig værdsat som menneske”.

Det palliative koncept går ud på at bekræfte livet og give anerkendelse til det enkelte menneske. Det kunne være et modstykke til eutanasien, nemlig en helhjertet omsorg og en lindrende behandling. Det er ikke uværdigt at være afhængig af andre, men det er uværdigt, hvis man i en sådan situation ikke får den optimale hjælp.

Den ene meningsmåling efter den anden viser, at store dele af befolkningen i Danmark går ind for aktiv dødshjælp, med den begrundelse at intet menneske skal lide. Dette kan være begrundet i manglende viden om lovgivningen på området. Ved man for eksempel, at ethvert menneske, der er ved sin fulde fem, kan beslutte sig for, at en behandling skal ophøre? Og ved befolkningen, at læger kan beslutte at afbryde livsforlængende behandling af et uafvendeligt døende menneske? Eller at det er tilladt at give smertestillende eller beroligende midler til en uafvendeligt døende, hvis det er for at lindre tilstanden, selv om dette kan fremskynde dødstidspunktet? (Sundhedsloven kap. 6, § 25 stk. 3). Det er det, der hedder palliativ sedering.

Man kunne spørge: er det så ikke det samme som eutanasi? Er det ”at lade dø ”ikke det samme som at tage livet af patienten.? Nej, for hensigten er forskellig. Hensigten med ”at lade dø” er lindring og hermed undgåelse af unødig lidelse. Aktiv dødshjælp er dødsrettet (fratager patienten livet) og smertebehandling er livsrettet (giver patienten et bedre liv de sidste dage). Konsekvensen af medicinsk lindring kan være, at dødstidspunktet fremskyndes, selv om erfaringen er, at når den døende får al den lindring, som skal til i form af beroligende og smertestillinde medicin, så lever man nogle gange lidt længere.

I Holland har eutanasi været lovligt siden 2001. En opgørelse fra Holland viser, at kun 5 % af de patienter, der anmoder om eutanasi, gør det alene på grund af smerter. Resten, altså 95 % vælger eutanasi af andre årsager. De fleste beder om at komme af dage på grund af en følelse af uværdighed. Kan denne følelse opstå, fordi patienten mister retten til at være til besvær? Det kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv.

Gang på gang oplever jeg, at når patienter kommer til os på hospice Vendsyssel, og har tanker om aktiv dødshjælp/assisteret selvmord, at når de har været hos os i en uge, får de et andet syn på det, og får lysten tilbage til at leve livet til det sidste, fordi de får livskvalitet og oplever sig værdigt behandlet. Det at blive mødt som et helt menneske med fysiske, psykiske, sociale og åndelige behov, gør en forskel for mange.

I Hospice Vendsyssels årskriftet fra 2011, har jeg skrevet lidt om hvad åndelig omsorg bl.a er for mig, og man kan læse flere af de nyeste patientfortællinger her: www. Hospice-vendsyssel.dk og vælge f.eks årsskriftet for 2015. De handler om livskvalitet i den sidste tid.

Leave a reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *